Artist talk med Lone Skov Madsen og Per Ahlmann, lørdag den 4. maj 2013

 Lone Skov Madsen

Per Ahlmann

Fernisering på udstillingen Checkpoint med Lone Skov Madsen og Per Ahlmann. Torsdag den 2. maj 2013

Kunsthistoriker Jorunn Veiteberg holder åbningstale

Lone Skov Madsen, Per Ahlmann og Jorunn Veiteberg

Per Ahlmann og Martin Bodilsen Kaldahl

Erik Veistrup og Lone Skov Madsen

Tale ved åpningen av Lone Skov Madsen og Per Ahlmans utstilling

Checkpoint har Lone Skov Madsen og Per Ahlman kalt utstillingen sin.

Det er en flertydig tittel. Min første assosiasjon er til konkurranser, for eksempel langdistanseløp, der ”checkpoints” er postene der tiden blir målt underveis. Er det en konkurranse mellom to kollegaer vi er vitne til i dag? Det ser i alle fall ut til at flere av objektene har plassert seg i stilling, som om de er klare til å måle krefter med hverandre. Og kan ikke Lones veggfat også leses som skjold? Og er det et stikkvåpen Per har plassert nede i hjørnet? Det er fristende å dikte i møtet med åpne arbeider som de vi her er omgitt av.

Men ”checkpoint” kan også være en kontrollpost ved grenseoverganger, og det fungerer nok som en mer passende metafor i denne sammenhengen. Her har to kunstnere kommet fra hver sin kant for å siles gjennom den kontrollposten som en utstilling er: Hva de hver i sær hadde med seg i bagasjen, kan vi alle se her. Som et statusoppgjør: Her er vi nå, dette er vi opptatt av.

Lone og Per har ikke valgt hverandre. Galleriet har satt dem sammen, og de vil ikke fortelle hvorfor de nettopp har kombinert disse to. Overraskende konstellasjoner har blitt en del av konseptet til Copenhagen Ceramics, og det uventede i dette grepet finner jeg svært oppkvikkende.

Lone og Per har valgt å løse oppgaven ikke gjennom et felles tema eller ved å lage et arbeid i fellesskap, men gjennom å avtale noen regler. Alle rommets flater skulle tas i bruk av begge to: Loft, gulv, vegger. Begge skulle ha samme muligheter: Like podium, sokler og hyller så gjenstandene kunne komme i spill med hverandre. Litt tilpassing av reglene måtte til for å få et tilfredsstillende estetisk resultat, men dere vil se at stort sett er det skapt en likeverdig dialog.

Forskjellene er mer slående enn likhetene mellom Lones og Pers keramikk, men felles er selvsagt materialet: leire. Tenk på den ufattelige forvandling som ligger bak det som dere ser her nå: Grå, uformelig, våt mudderaktig leire er blitt bearbeidet og formet. Møysommelig er strukturer og volum blitt bygde. Tingene er blitt brent, flere ganger til og med. De er blitt påført farge – i alle fall Per sine arbeid, og det å beherske glasurer er i seg selv en vitenskap.  Lone har brukt uendelig med timer på å sette tett-i-tett med prikker med en tynn pensel på en serie vaseformer – og skaper med det et inntrykk av at de har fått en myk pels utenpå det harde godset.

Referansene til klassiske gjenstander som fatet og vasen er stadig tilstede i Lones arbeider, og forteller om en identitet som kunsthåndverker. I møtet med Per sine arbeider er det derimot mer nærliggende å tenke skulptur. 

Men noe har de felles utenom materialet, og det er interessen for form. ”Formen holder sammen på lortet”, seier Per Kirkeby så poetisk i samtaleboken Arnasco. Derfor har formen verdi i seg selv. Den trenger ikke forestille noe. Den behøver ikke representerer noe annet utenfor seg selv. Noen av formene til Lone og Per

vekker rett nok assosiasjoner til kjente ting og figurer, men først og fremst lager de abstrakte verk.

Det denne typen verk krev av oss, er at vi gir oss over og stoler på våre sanseinntrykk og følelser. Vi er nemlig i stand til å ta inn over oss mer enn det som kan formuleres i ord og som fornuften forstår.

Jeg tror at både for oss som er publikum og for de to som lager keramikk gjelder den amerikanske kritikeren Peter Schjeldahls formulering: ”Art demands faith – and a dream or two.”   Kunsten krever tro og tillit – og en drøm eller to.

Jorunn Veiteberg

Fra Per Ahlmanns værksted

 Gipsform med ler

Skitser, inspirationsmateriale og en masse andet uundværligt

Værkudsnit

Værkudsnit

Glasurprøver

Værkudsnit

Efter sprøjtearbejde

Modellerings-improviserings-proces-udsnit

Tørringsproces med glasurprøve

Fernisering på "Den der Ler sidst" med Rose Eken, Fie Norsker, Andreas Schulenburg og Kaspar Kaum Bonnén. Torsdag den 4. april 2013

Åbningstaleren præsenteres

Kunstsamler Leif Djurhuus holder åbningstale. I baggrunden keramiske værker af Andreas Schulenburg

Leif Djurhuus og Fie Norsker

Andreas Schulenburg

Rose Eken (tv)

Rose Eken

Kaspar Bonnén

Kaspar Bonnén: Hoved 2007

Fie Norsker

   Fie Norsker: Uden titel 2013

Rose Eken: Grøn Tuborg 33cl., Carlsberg pilsner dåse, Carlsberg Classic 33 cl. mf.                                    

Artist talk med Emmanuel Boos og Esben Klemann, 2. marts 2013

Emmanuel Boos

Emmanuel Boos: "Systematic Uncertainties", 2013

  Esben Klemann

   Esben Klemann: No title, 2013

Charlottenborgs Forårsudstilling, 28. februar 2013

Anne Tophøj og Steen Ipsen: Extrudox 2013

Christina Schou Christensen: Flydende form 2013

Emmanuel Boos at Copenhagen Ceramics 2013 - Close-ups

Emmanuel Boos: "Sheet" and "Box" with copper red glaze, 2013

 
Emmanuel Boos: Four cobblestones with copper glaze, 2013

  Emmanuel Boos: "Systematic Uncertainties", 2013

Emmanuel Boos og Esben Klemann - Fernisering 28. februar 2013

 Udstillingen åbnes af Torben Sangild, kunstkritiker ved Politiken og forsker i nutidig billedkunst og musik.

 Torben Sangild og Esben Klemann

Esben Klemann: No title 2013

 Kristine Tillge Lund og Emmanuel Boos

 Emmanuel Boos: “Le big cube” with rust-iron glaze

Tale til åbningen af 'Systematic Uncertainty' på Copenhagen Ceramics, februar 2013

Af Torben Sangild

Velkommen til åbningen af udstillingen 'Systematic uncertainty' her på Copenhagen Ceramics.

And a special welcome to Emmanuel Boos, a French artist living in London, who has enriched us with his beautiful and interesting glaze experiments.

Udstillingens titel 'Systematic uncertainty' (systematisk usikkerhed/uvished) er umidddelbart et paradoks, for vi plejer jo at lave systemer for at sikre os noget; for at eliminere usikkerheder. Men en systematisk usikkerhed (eller uvished) er jo så det man gør, når man ekspeimenterer – både videnskabsmanden i sit laboratorium og kunstneren i sit atelier.

'Eksperimenterende kunst' bliver tit brugt i flæng om kunst, som ikke ligner traditionel kunst. Men hvis ordet 'eksperimenterende' skal give mening, så er det lige præcis i den forstand, de to kunstnere her arbejder, nemlig med systematiske usikkerheder.

Det handler om spændingen mellem at have kontrol over materialet og så at miste kontrollen, når materialet tager over. At forme en klump ler er jo nærmest indbgerebet af kontrol over materien med sine hænder. Men samtidig er det at brænde leret et stort kontroltab. Så i den keramiske proces bevæger man sig meget konkret fra kontrol til kontroltab – fra sikkerhed til usikkerhed.

Den systematiske usikkerhed hos Emmanuel Boos består i, at han bevidst (og netop systematisk) arbejder med det usikre i glasuren. Hvis I kigger herovre på gulvet kan I se en masse små skulpturer i forskellige farver og nuancer. De grupperer sig i grupper af fire, som har fået de samme glasurer, men under en lille smule forskellige omstændigheder. Det er en måde at eksperimentere systematisk med det usikre på.

På samme måde med Esben Kleemanns skulpturer, hvor de fleste har gitterstrukturen som udgangspunkt. Gitteret kender man jo snarere fra arkitekturen end fra keramikken – og det er med god grund. Hvis man skal konstruere en bygning med stålskelet, er det meget smart med en gitterstruktur, for den er meget stabil og lige til at gå til. Den er sikker. Men i keramikken er gitteret en meget ustabil form. Den usikkerhed udnytter Kleemann systematisk i sine eksperimenter, hvor skulpturerne tager livtag med tyngdekraften på alle mulige måder.

Skal man sammenligne de to, kunne man sige, at Esben Kleemann arbejder med konstruktion og Emmanuel Boos med overfladen. Det er i hvert fald dér, de hver især lægger vægten og fokuset. Boos' skulpturer er så lækre at se på, at man næsten har lyst til at spise dem (i hvert fald nogle af dem), og Kleemanns er som smeltet arkitektur. Men der er alligevel en dialog, for Kleemann arbejder også med glasur (og er mere kulørt end han plejer), og Boos arbejder naturligvis også med strukturer og også med dybde i teoretisk forstand (phd-projekt om glasur, dybde og poesi). Så på den måde ender det alligevel i lykkelig forening.

Torben Sangild