Bente Skjøttgaard præsenterer åbningstaleren Lars Dybdahl og fortæller at Copenhagen Ceramics har fået fondsmidler til at fortsætte i 2013!
Lars Dybdahl åbner udstillingen
Martin Bodilsen Kaldahl, Lars Dybdahl og Jytte Høy
Martin Bodilsen Kaldahl:`King of Knots´ 2012
Jytte Høy og Birgitte Jahn
Lars Dybdahl og Bodil Busk Laursen
Martin Bodilsen Kaldahl og Karen Kjærgaard
TALE VED ÅBNINGEN AF
MARTIN BODILSENS KALDAHLS S UDSTILLING:
’OTHER OBJECTS’
I COPENHAGEN
Lars
Dybdahl, Designmuseum Danmark
Også i Danmark har vi i de seneste årtier oplevet, hvordan
grænselandet mellem kunst, kunsthåndværk og design har været – og stadig bliver
– tæppebombet med udforskninger og forskydninger, med erobringer og
proklamationer både i forhold til materialer, formmæssige spørgsmål og
konceptuelle eller fortællende positioner.
Og kunsthåndværket som social og æstetisk modbevægelse til
alt det industrielle og formålsrationelle er i samme postmoderne periode visnet
hen. Til gunst for den selvbevidste tendens, der opfatter kunsthåndværket som
helt fri kunst. Og det i en grad, hvor man nu gerne suverænt slipper enhver retorisk
reference til brugsformer og funktionalitet og måske også bringer nye
teknologier og materialer i udfordrende samspil.
De objekter – Other Objects – som vi i dag ser på Martin
Bodilsen Kaldahls nye udstilling, kan i høj grad aflæses som manifestationer af
en sådan helt kunstnerisk fri opfattelse. Den kunstnerisk frie position kan ved
den ene pol være episk fortællende, narrativ – her kan keramikerens kunstner-ego
have en skulpturaliseret historie på hjerte, og ved den anden pol, som vi altid
har set det hos Martin, have et stærkt fokus på det rent formelle og det
visuelle.
Ved denne pol er kunstner-egoet ikke så styrende for
aflæsningen – tolkningen og associationerne lægges i højere grad over på
betragteren af det keramiske objekt – som vi netop oplever det på Martins
udstilling. Og typisk for dette er titlerne på Martins keramik bestemt ikke
overspillede og dirigerende, mere konstaterende og ret neutrale. Men vær
opmærksom på titlerne på objekterne i dag – de antyder måske en forandring.
Vi kender Martins produktion med tingenes organiske,
elastiske former og stramme, grafiske dekorationer af ornamental karakter. Vi
erindrer også den geometriske prægnans i de skarpe afskæringer på hans organisk
formede værker og de skarptrukne grænselinjer mellem objekternes glaserede og
uglaserede partier. Ligesom vi kender hans udtryksstærke arbejde med det
rytmiske. I alt dette har vi oplevet objekterne som animerede, vitale former
med poetisk korrespondance til menneskekroppen, følelserne og vores mentale
tilstande.
Meget af dette oplever vi også i Martins ting i dag, men det
er i iøjnefaldende, at beholderformer er helt fraværende som reference. Den
abstrakte krukke som medie for kunstneriske friløb er ikke aktuel i tingene
foran os, den formbearbejdede og dekorerede beholder har forvandlet sig til
autonom skulptur.
Som udstillingens objekter står på deres afstemte,
farvesatte skiver agerer de på to tematiske felter: der er knudeforløbene og der
er træstammernes formfigurer.
Ornamentet, der tidligere på Martins ting har gået stramt i
ét med formen i form af striberne, og senere bugtede sig ud på
beholderformerne, agerer nu i knudeformerne som helt selvstændiggjorte
objekter, der slynger sig i rummet og tidens fire dimensioner. Det er voluminøse
knudeorganismer, hvis forløb ved nærmere eftersyn giver oplevelse af en vis
ustabilitet.
Den store hvidglaserede knude skjuler, hvorledes den er
konstrueret; mens den anden knude antyder forklaringen: den er bygget op af
ekstruderede lerrør, skåret op i mindre stykker og sat sammen og derefter
modelleret ud til en rumskabende sanselig kropslighed – husker I japaneren
Tajiris store, monumentale knudeskulpturer fra 1960’erne – målt med
kompleksiteten i Martins knuder var det rene spejderøvelser!
Det var Thorvald Bindesbøll, der introducerede modernitetens
form- og tegnmæssige kompleksitet i den danske kunstnerkeramik. Tænk på hans
sortlige, gule og cremehvide fade fra omkring 1900 – her blev gule firkanter og
kantede og vinklede linieforløb til en form for installerede fremmedlegemer, en
form for kultur over for det organiske i de ornamentslyngede forløb.
I dag ser vi en lignende konfrontation af natur og kultur i
Martins træstammeskulpturer. Det kontraststærke møde mellem det tegn for natur,
der ligger i Martins direkte afstøbning af træstammerne med deres knortede
bark, og de tegn for kultur, træstammerne danner spændingsrige synteser med.
Det er regulære geometriske genstandsformer, vi måske kan identificere som industrielle
bygningskomponenter eller se som elementer af hverdagsagtig, industriel
produktkultur. Kulturelle spor er også de brede fuger, der står som materielle spor
efter afstøbningens egen proces, ligesom de metalliske sortblanke glasurer ligger
langt fra enhver naturassociation.
Martin vil måske nok selv forklare det som et arbejde med
det rent formelle. Men byder de skakbrikagtige skulpturer sig ikke til med
andre betydningsmuligheder? I hvert fald vækker de tanker, eksempelvis om
kunsthåndværkets sammensatte position i dag:
Handler træstammeskulpturerne måske om umuligheden af den noget
troskyldige naturdyrkelse i den gamle kunsthåndværksbevægelse og udtrykker de en
ny selvbevidst overbevisning om kunsthåndværkets kunstneriske værdi? En
overbevisning og en praksis, der bryder op fra det ørkesløse i kunsthåndværkets
næsten misundelsesprægede og århundredegamle ambitioner i forhold til den frie
billedkunst.
Og peger Martins ofte digitalt skitserede ting og deres nye
’industrielle komponenter’ ikke mod nye former for åbninger i kunsthåndværket,
åbninger mod det hverdagslige, nu i kunsthåndværkets potentielle samspil med design
og arkitektur. Her aftegner sig nye platforme, gjort muligt gennem de muterende
materialers skelsættende nye potentialer og de animerende muligheder i den
digitale teknologi som formpotenserende og afklarende værktøj.
Stort tillykke med dit værk Martin!
