Anne Tophøj og Marianne Nielsen arrangerer ferniserings-buffet på Annes tallerkener
Anne Tophøj, Marianne Nielsen og Louise Mazanti
Louise Mazanti holder åbningstale
Anne Tophøj og Steen Lykke Madsen
Anne Tophøj fortæller for sine studerende fra SuperFormLab
Anders Ruhwald og Steen Ipsen
Åbningstale, Copenhagen Ceramics, 25.10.12
ved Louise Mazanti, Phd, skribent og underviser
Folkloristisk Elitisme: Marianne Nielsen &
Anne Tophøj
”Det er
hvad det er”
Jeg har
kaldt denne her åbningstale for ”det er hvad det er”. Det var det, Anne Tophøj
sagde i telefonen, da hun spurgte om jeg ville åbne den, og briefede mig op på
udstillingen. ….”Det er hvad det er.”….
Der er
ét eller andet meget, meget Anne Tophøj’sk og Marianne Nielsen’sk over den måde
at udtrykke sig på. ”Det er hvad det er”. Man kan næsten høre dem sige det. Pokerface,
helt stiv overlæbe og så alligevel en helt totalt spillevende kluklatter inde
bagved. Anne og Marianne ved nemlig godt hvad der er. Det er nemlig helt vildt
meget. Detder med at det er hvad det er, det kunne nemlig godt misforståes med
jantejovens ”nu skal du ikke komme for godt i gang”. Det er bare lige lidt
’blade’ og lidt ’fade’ og lidt ’blomster’ og lidt ’kranier’ og sådan…. Ikke
noget særligt, hvis man ikke kigger godt efter. Og slet ikke noget med en
dybere mening.
Men hov!
Allerede ved udstillingens titel har jeg altså gennemskuet dem! ”Elitær
Folklore.” Okay! Der er noget på spil her. Der er en leg med ord. Der er slået
en tone som på én gang er humoristisk og modsætningsfyldt. Det er måske nok
hvad det der, men der er rigtig mange lag at afkode, allerede inden vi er
kommet ind af døren. ”Elitær folklore”, hedder udstillingen. Den hedder ikke
”Snobbede hverdagsting”. Der er en næsten akademisk distance i den måde at
udtrykke sig, der samtidig bliver totalt dekonstrueret, fordi ordspillet er så
modsætningsfyldt, at det bliver humoristisk. Og så er der alligevel et gran af
sandhed i det med det akademiske, fordi Marianne Nielsen og Anne Tophøj faktisk
går til opgaven som to videnskabskvinder, der udforsker et felt. De er som to
etnografer der går ud i hver deres forskningsfelt og ser hvad der sker, når de
begynder at rode op i de kulturelle betydninger.
…. Og de
ved faktisk meget godt hvad det er de gør. De er begge to fuldkommen på det
rene med, at de hver især stikker fingrene i leret, og trækker ting op til
overfladen, som vi ellers ikke ville have fået øje på. Betydninger der ligger i
noget vi genkender, men som pludselig fortæller en helt ny historie.
Folklore
er jo netop et næsten videnskabeligt begreb for de ting, der befinder sig indenfor
en bestemt kulturhorisont. Det er kultur, vi taler om: Her hvor det er
menneskets gøren og laden, der er omdrejningspunktet. Her hvor mennesket
adskiller sig fra sine naturlige omgivelser ved at transformere dem med sin
bevidsthed. Jo – ganske vist er hænderne også i brug, men det er kun fordi vi
har en mere vågen bevidsthed, at behovet for at give omgivelserne en
menneskelig form overhovedet opstår. I bund og grund handler kultur derfor om
hvordan vi som mennesker tillægger ting betydning.
På den
måde kan man forstå ”det er hvad det er” lige præcis sådan: At alt kan aflæses
på forskellige niveauer – alt efter hvilken betydning man SELV tillægger det.
Det eksisterer i sin eget ret, men det får først sin betydning i det man gør
det til.
Og det
er lige præcis her, Marianne Nielsen og Anne Tophøj sætter ind. De udvælger sit
et område – fade eller blomster – transformerer dem og lægger dermed nogle lag
ind over der gør, at vi ikke kan undgå at se på det med nye briller.
Og det
er ikke hvilket som helst område, de to keramikere har valgt at arbejde med.
Blomster og genstande til bordet er hver for sig to områder, der for det første
er overset i kunsten, og for det andet er genstandsområder der hører til de allermest
almindelige. Det er ikke områder, hvor man forventer at hente de dybere
eksistentielle betydninger, med andre ord.
Men nu
skal vi jo lige huske på, at ”det er hvad det er”, og når det passerer igennem
Marianne Nielsen og Anne Tophøjs filter viser det sig, at det er meget mere end
bare lige..
For
Marianne Nielsens vedkommende har hun med noget der ligner et fuldkommen
simpelt greb genskabt en serie af planter og blomster, ret naturtro, det er
sådan set det. ….Og alligevel ikke, selvfølgelig. Ved at være genskabt i
keramik – et helt nyt materiale – skærpes blikket for det vi ser og sanser. Det
er ikke bare en blomst. Det er et stykke keramik der ligner en blomst. Og
hvordan er det så den ser ud? Vi stoppes ganske enkelt i vores aflæsning af
noget genkendeligt, fordi transformeringen af materiale fremhæver noget helt
andet. Blomsten repræsenterer på en gang det næsten ypperligste i naturen, og
på samme tid en fuldkommen nedslidt skønhed- og kærlighedsskliché. Mennesket
tillægger dem altså nogen betydninger, som de egentlig ikke rummer i sig
selv. På denher udstilling får
blomsterne lov at stå helt for sig selv, så vi fuldkommen klart kan betragte
dem som de ting, vi har gjort dem til. Ting, revet ud af én sammenhæng og sat
ind i en anden, og dermed måske også som ting, vi for første gang i
virkeligheden SER, fordi vi ikke kan placere dem i den vante boks af forståelse
som vi plejer.
Anne
Tophøj, på den anden side, stikker fingrene direkte ind i eksistensen, når hun
fremstiller keramiske fade og tallerkner, der afbilleder kranier. Bag dette
umiddelbare lag af humor ligger en dyb reference til menneskets essentielle
grundvilkår i at være samlet omkring og defineret af det daglige måltid.
Måltidet betyder bogstavelig talt liv eller død, og tallerknen eller fadet er
det der gør, at vi hæver os over naturen/dyreriget i den måde vi indtager føde.
Det er altså nogle helt essentielle almenmenneskelig og kulturelle erfaringer,
Anne Tophøj henviser til. Samtidig er de også en helt konkret undersøgelse af,
hvordan man kan forskyde forskellige former på en flade og danne et billede der
bliver genkendeligt som et kulturelt symbol. Det kommer selvfølgelig til at stille
spørgsmålet om tallerkenernes funktion, når den i virkeligheden fungerer som
billede. Hvad skal man spise af deher tallerkner, og i hvilken sammenhæng? Man
kan derfor sige, at tallerkenerne bliver dem der definerer sammenhængen – de
indgår ikke bare som passive – oversete - objekter. De er hvad der er. I deres
egen ret. Og vi må derfor rette ind efter dem.
På den
måde kan man sige, at udstillingen samlet set kommunikerer en interesse for
hvad der sker, når noget fjernes fra én sammenhæng og sættes ind i en anden. Vores
blik skærpes. Vores sansning. Vores opmærksomhed mod hvordan vi skaber mening
ud af sansningen. Og dermed opmærksomheden overfor, hvordan vi giver mening til
vores omgivelser. Det er ikke en lille ting… Faktisk er det forudsætningen for
at være i verden som et reflekteret
menneske, at man ikke bare tager det givne for gode varer, men netop ser ind i
alle de betydninger der er indlejret, selv i det allermest almindelige,
genkendelige og hverdagsagtige vi kan finde. Selv på en torsdag eftermiddag i
Smallegade. Når du tager en tallerken ud
af køkkenskabet senere i aften, eller når du griber en buket blomster på vej
hjem vil du vide, at du har at gøre med symboler, der er dybt indlejret i vores
kultur og bevidsthed som mennesker. – Og så er det ellers bare om at gå på jagt
– med åbne øjne og åbne sanser, efter den rigdom af betydninger, vi lige har
fået åbnet øjnene op for.
Rigtig mange
tak for det, Anne og Marianne. Og tillykke med udstillingen!
Louise
Mazanti
Ingen kommentarer:
Send en kommentar