Emmanuel Boos og Esben Klemann - Fernisering 28. februar 2013

 Udstillingen åbnes af Torben Sangild, kunstkritiker ved Politiken og forsker i nutidig billedkunst og musik.

 Torben Sangild og Esben Klemann

Esben Klemann: No title 2013

 Kristine Tillge Lund og Emmanuel Boos

 Emmanuel Boos: “Le big cube” with rust-iron glaze

Tale til åbningen af 'Systematic Uncertainty' på Copenhagen Ceramics, februar 2013

Af Torben Sangild

Velkommen til åbningen af udstillingen 'Systematic uncertainty' her på Copenhagen Ceramics.

And a special welcome to Emmanuel Boos, a French artist living in London, who has enriched us with his beautiful and interesting glaze experiments.

Udstillingens titel 'Systematic uncertainty' (systematisk usikkerhed/uvished) er umidddelbart et paradoks, for vi plejer jo at lave systemer for at sikre os noget; for at eliminere usikkerheder. Men en systematisk usikkerhed (eller uvished) er jo så det man gør, når man ekspeimenterer – både videnskabsmanden i sit laboratorium og kunstneren i sit atelier.

'Eksperimenterende kunst' bliver tit brugt i flæng om kunst, som ikke ligner traditionel kunst. Men hvis ordet 'eksperimenterende' skal give mening, så er det lige præcis i den forstand, de to kunstnere her arbejder, nemlig med systematiske usikkerheder.

Det handler om spændingen mellem at have kontrol over materialet og så at miste kontrollen, når materialet tager over. At forme en klump ler er jo nærmest indbgerebet af kontrol over materien med sine hænder. Men samtidig er det at brænde leret et stort kontroltab. Så i den keramiske proces bevæger man sig meget konkret fra kontrol til kontroltab – fra sikkerhed til usikkerhed.

Den systematiske usikkerhed hos Emmanuel Boos består i, at han bevidst (og netop systematisk) arbejder med det usikre i glasuren. Hvis I kigger herovre på gulvet kan I se en masse små skulpturer i forskellige farver og nuancer. De grupperer sig i grupper af fire, som har fået de samme glasurer, men under en lille smule forskellige omstændigheder. Det er en måde at eksperimentere systematisk med det usikre på.

På samme måde med Esben Kleemanns skulpturer, hvor de fleste har gitterstrukturen som udgangspunkt. Gitteret kender man jo snarere fra arkitekturen end fra keramikken – og det er med god grund. Hvis man skal konstruere en bygning med stålskelet, er det meget smart med en gitterstruktur, for den er meget stabil og lige til at gå til. Den er sikker. Men i keramikken er gitteret en meget ustabil form. Den usikkerhed udnytter Kleemann systematisk i sine eksperimenter, hvor skulpturerne tager livtag med tyngdekraften på alle mulige måder.

Skal man sammenligne de to, kunne man sige, at Esben Kleemann arbejder med konstruktion og Emmanuel Boos med overfladen. Det er i hvert fald dér, de hver især lægger vægten og fokuset. Boos' skulpturer er så lækre at se på, at man næsten har lyst til at spise dem (i hvert fald nogle af dem), og Kleemanns er som smeltet arkitektur. Men der er alligevel en dialog, for Kleemann arbejder også med glasur (og er mere kulørt end han plejer), og Boos arbejder naturligvis også med strukturer og også med dybde i teoretisk forstand (phd-projekt om glasur, dybde og poesi). Så på den måde ender det alligevel i lykkelig forening.

Torben Sangild