God jul og GODT NYTÅR 2015!

God jul og GODT NYTÅR fra Copenhagen Ceramics

Tak for 3 år i Smallegade!

Efter 3 fantastiske år i baghuset i Smallegade 46 er det tid til for Copenhagen Ceramics at gå ind i en ny fase.

Det er blevet til 27 meget forskelligartede udstillinger over de tre år, og som alle der har set vores udstillinger kan bevidne, er den store diversitet i udtryk indenfor den nutidige keramik blevet grundigt demonstreret.

Netop synliggørelsen af dette har været vores hensigt og vi er meget taknemmelige for den store opbakning, som I har givet projektet.

Vi vil også igen benytte lejligheden til at takke den række af institutioner og fonde, som rent økonomisk har muliggjort alle disse udstillinger (man kan se navnene på vores hjemmeside).

Vores hjemmeside www.copenhagenceramics.com vil fortsat være aktiv, hvor man vil kunne se alle vores udstillinger og læse de mange pressetekster. Man kan fortsat tilmelde sig vores mailingliste for at holde sig informeret om kommende nye tiltag.

Copenhagen Ceramics går i gang med at nytænke og undersøge mulighederne for at vise den nutidige keramik her i landet og evt. i udlandet. Vi har op til flere ideer om, hvordan vi kommer videre med noget nyt.

De allerbedste hilsner

Bente Skjøttgaard, Steen Ipsen og Martin Bodilsen Kaldahl

Fernisering på udstillingen "Ud og Hjem" med Karen Kitani Harsbo og Marianne Krumbach, torsdag den 20. november 2014

Udstillingen åbnes af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for

Kunst

Marianne Krumbach og Karen Kitani Harsbo  

Karen Kitani Harsbo

Marianne Krumbach

Karen K Harsbo og Marianne Krumbach: Ud og Hjem


Åbningstale d. 20.11. 2014 k. 17. 

Keramik er et materiale eller en teknik med nærmest uudtømmelige anvendelsesmuligheder. Det er langt inde i kroppen, når det anvendes i hofteproteser, tæt på hverdagslivet når det bruges i husholdningen, i arkitekturen og i bilens tændrør, og er i øvrigt en uundværlig del af industriens produktionsapparat - og det langt ude i rummet, når det anvendes til beklædning af rumfærger og satellitter. Keramik kommer vidt omkring. Keramik rejser.

Men fra keramikken er der aldrig langt tilbage til udgangspunktet, til jorden, nærmere bestemt: til leret. For det er det vi taler om, når vi taler om keramik: brændt ler, ler, den mest mineralske del af jordlaget, der udsat for høje temperaturer bliver hårdt og ekstrem holdbart samtidig med at det har en skrøbelighed, der betyder at det kan smuldre og blive til mineralsk støv. Dets udgangspunkt i det formbare og billige ler er uden tvivl også grunden til, at keramik gennem næsten 7.000 år har været en udbredt teknik og et materiale, som kunne indgå i det praktiske, dagligdags liv. Dets formbarhed, kombineret med en høj bestandighed, har gjort og gør det stadigvæk ekstremt egnet til at modtage og bære allehånde menneskelige aftryk, i form af såvel dekorative og ornamentale som symbolske tegn. Som små talende kroppe, der næsten forlænger menneskets egen krop. Keramik har således fra starten tjent både praktiske, kommunikative og æstetiske formål.

Keramik er praktisk æstetisk, tæt på hånden, ofte også tæt på hjemmet. Keramik kan være – og har i årtusinder været – brug og form: På den ene side knyttet til behov for opbevaring, beskyttelse og transport, uløseligt forbundet med både husligt arbejde og bevægelse gennem tid og rum, og på den anden side et redskab til kommunikation og udsmykning, som bærer billeder, ornamenter, skrift og andre tegn, der fortæller om den keramiske forms indhold, funktion, bevægelsesmønster eller værdi.

Når to keramikere og keramisk arbejdende kunstnere som Karen K Harsbo og Marianne Krumbach arbejder med brændt ler, befinder vi os ikke længere inden for den funktionelle keramiks område. Men keramikkens historie, dens udvikling, dens kulturelle funktion er alligevel til stede som en del af materialet. Udstillingen Ud og Hjem refererer til de to projekters tematiske arbejde med to territorier: Det hjemlige, intime territorium og det større territorium, som er rejsens, det åbne landskab, kortet, drømmen om bevægelse mellem steder i et udstrakt rum. Men Ud og Hjem hentyder, i mine øjne, også til den grundlæggende funktion som keramikken – og jeg vil gå lidt videre og påstå – kunsten generelt har haft i den menneskelige kultur: dels som artefakter, der indgår i dannelsen og opretholdelsen af samfund – formgivne, undertiden også funktionsbestemte objekter som er formet af mennesker og som cirkulerer mellem mennesker og binder dem sammen – og dels som semiotiske beholder, der kommunikerer på tværs af tid og steder, udtrykker og bærer tegn og som derved leverer symboler og indhold til samfundet og kulturen.

Ud og Hjem taler på den måde også om en basal sammenhæng mellem objekter og bevægelse, mellem kunst og teknologi, mellem håndværk og imagination. Den engelske antropolog Tim Ingold (f.eks. i bogen The Perception of the Environment) har i sit arbejde beskrevet nogle af de tætte sammenhænge, der må eksistere mellem mennesker, objekter, landskaber og handlinger og tager udgangspunkt i den antagelse, at alt hvad vi formgiver, inklusive vores sprog, er løsninger på problemer og forestillinger, der altid bliver til i sammenhæng med, i mødet med, en virkelig verden, hvori der indgår andre personer, objekter og relationer. Med denne antagelse følger en anden, nemlig: Når vi laver og former noget, laver og former vi samtidig os selv som mennesker – det menneskelige som sådan er ikke givet før det at lave, at forme – det menneskelige bliver til igennem det og dannes på den måde i en vis forstand hele tiden. Vi er ikke mennesker, vi bliver mennesker – eller rettere vi bliver det aldrig helt, for projektet er uendeligt. Der er ikke noget endemål.

Vores kunst er, ligesom vores liv, både ude og hjemme: vi er altid i gang med at forme noget ud fra et materiale, men idet vi former, idet vi formgiver, er vi også i interaktion: med verden, med sproget, med mennesker, med genstande, med materialer. I dette møde er vi ude: ude af os selv, ude af det sted som kroppen er, ude af vores hjem. Omvendt kan også sige at vi altid er lidt hjemme: vi forlader aldrig vores krop, vores erindring, vores sted i verden, hvorfra vi og kun vi ser tingene. Forholdet mellem ude og hjemme er således betragtet lidt mere kompliceret end ofte antaget.

Hvad angår keramikken, herunder også keramisk arbejde som kunst, der kan abstrahere lidt fra den brugsfunktion, dette materiale ofte har i vores kultur, så rummer den i sig selv dette væv af sammenhænge mellem at lave, at bo og at rejse, mellem at percipere verden gennem mødet med den og at kommunikere og danne sig som menneske og som kultur gennem produktion og cirkulationen af objekter der rejser fra hånd til hånd. Keramikken, både hvad angår dens bredspektrede anvendelser inden for industri, transport, arkitektur og husholdning, og hvad angår dens udspring i den manuelle formgivning, tilført lag af æstetisk kommunikation, er uhyre interessant at studere som inkarnationen af de intrikate sammenhænge mellem kunst, teknologi og imagination som findes overalt i vores samfund, og som kunsten, som det måske eneste sted, kan tydeliggøre, reflektere over og holde os fast på – i modsætning til de rene pragmatiske funktioners område inden for teknologien, der altid vil være mere blind for sådanne forbindelser.

’Ud og Hjem’ handler om noget så basalt og dog så abstrakt som hvordan objekter omkring os er mere end blot en gang for alle definerede funktioner og praktiske løsninger, men også er udtryk, form, kommunikation, tegn. Og samtidig om hvordan tegnene i vores verden, udtrykkene, som vi kommunikerer med, er blevet til i et møde med og en rejse igennem en virkelig verden sammensat af virkelige udfordringer og virkelige, konkrete problemer: Keramikken er mere end noget andet stedet hvor vi har mulighed for at studerede – og hvor kunstnere fra forskellige synvinkler kan undersøge – hvordan vores liv bliver til gennem vores gøren og vores laven – i en verden af materialer og genstande.

Med keramikken bliver vi gjort opmærksomme på, at vi altid er lidt hjemme – selv om vi hele tiden er ude af os selv.

Mikkel Bogh

Steen Ipsen: Organic Movements. Fernisering 23. Oktober 2014

   Udstillingen åbnes af Roger Nilsson, Steen Ipsens gallerist fra Galerie NeC nilsson et chiglien i Paris.

 Steen Ipsen og Roger Nilsson

Fernisering på udstillingen "Milevidt & tanton" med Mikael Jackson og Sophus Ejler Jepsen - Torsdag den 25 september 2014

 Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum holder åbningstale

mellem Sophus Ejler Jepsens værker: "beton ø" og "botanik" 

 "Tower" af Mikael Jackson (med skæg)

  Sophus Ejler Jepsen

Fernisering på udstillingen "The Collector (part 2)" med Gustaf Nordenskiöld - Torsdag den 28 august 2014

 Udstillingen åbnes af Love Jönsson, kritiker og udstillingscurator ved Røhsska Museet i Göteborg

  Gustaf Nordenskiöld og Love Jönsson

Fernisering på udstillingen X -Scapes med Marit Tingleff og Martin Bodilsen Kaldahl, 1 maj 2014

Udstillingen åbnes af Alun Graves, curator of Ceramics på Victoria and Albert Museet i London

Marit Tingleff (i midten)

Bente Skjøttgaard: Cumulonimbus, Fernisering 27/3 2014

 Bente Skjøttgaard og Maria Lund

Maria Lund, Bente Skjøttgaards gallerist fra Paris holder åbningstale  

   

Åbningstale af Maria Lund:

Cumulonimbus
Bente Skjøttgaard – Copenhagen Ceramics, 27.03.2014

Før jeg angriber dagens emne, vil jeg gerne i dette forum gentage, hvad jeg sagde i Paris sidste sommer i forbindelse med åbningen af udstillingen Terres – Copenhagen Ceramic invites: Jeg er fuld af beundring for det initiativ, som Steen Ipsen, Martin Bodilsen Kaldahl og Bente Skjøttgaard har taget med skabelsen af platformen Copenhagen Ceramics. I gør et enestående kæmpearbejde båret af en generøsitet, som ikke hænger paa træerne i kunstverdenen. Det er meget flot.

I næste åndedrag vil jeg takke Copenhagen Ceramics og Bente, fordi de har inviteret mig til at forestå indvielsen af Bentes udstilling. Vi gallerister er en sjov slags scenearbejdere hvis tilværelse mestendels leves i kulisserne, hvor man har et ikke ubetydeligt ansvar for, at forestillingen kan gå optimalt over brædderne og kan følge med på tætteste hold… Jeg er derfor særligt glad for at kunne komme med nogle bemærkninger fra kulissen efter det, der nu er blevet til 10 års samarbejde med Bente – omsat til 5 udstillinger i mit galleri og blandt andet diverse messedeltagelser, i Frankrig, England og Syd-Korea.

Jeg mødte Bentes værker, da hun i 2002 var gæst paa Corner, hvor jeg blev betaget af hendes temmelig orgiastiske kæmpe krukker, der på en og samme tid var krukker og overdådige gevækster uden en specifik identitet, men med en stærk form, farve og materialemæssigt udtryk. Her var noget at se på og røre ved – og former, som fantasien kunne tænde på. Efterfølgende kunne jeg ikke glemme dem.

Jeg er som mange af min generation meget præget af den danske tradition for en blanding af bemærkelsesværdigt materiale-kendskab og stramhed i formen. Så præget og imbiberet af det, at jeg instinktivt, ubevidst var nødt til at gøre oprør og kaste min kærlighed på det mere barokke og overdådige – og her var Bentes værker ude i et lignende ærinde. For nok bar og bærer hun fortsat stramheden og den håndværksmæssige disciplins rygrad i sit arbejde, men hun formår også at give slip og lade sig rive med af materialer og processer. Her er vi naturligvis ovre i nogle fundamentale spørgsmaal i relation til kunst og eksistens i det hele taget – nemlig det subtile og vanskelige spil og spændingen mellem kontrol, vilje og intention overfor frihed og det at turde give sig hen, at følge med ad ukendte veje…

Det keramiske materiale er i denne forbindelse særligt interessant. Leret er taget direkte ud af naturen, og vi finder det i stort set alle kulturer, hvilket giver det en særlig status som civilisations-udtryk. At den gode Adam også skabtes af ler, som Vorherre gav åndedræt bør gøre et hvilket som helst andet materiale grønt af misundelse, for dette er en konstituerende myte af rang, der siger noget om ler, liv og det at skabe… Ler karakteriseres ved noget umiddelbart, for trykker vi på det, sætter vi straks aftryk,-  præger det. Keramikkens særlige alkymi er en kilde til stadig undren og betagelse for såvel de der arbejder med den, som de der, som jeg, blot holder af den. Vi er med den keramiske proces oppe mod elementerne ild, luft og et mål af uforudsigelighed, der kommer til udtryk i snurrige detaljer, som selv de dygtigste udøvere ikke altid kan forudsige eller holde i snor. Og det er netop heri, at en del af det keramiske materiales stadige fascinationskraft beror. Det drejer sig om noget, der undslipper os:    

Udover de færdige værker,- som dem vi i dag kan tage i øjensyn, er styrken ved Bentes arbejde det forhold, at det både er en stadig leg og udforskning af materialet og dets uendelige muligheder samt en form for illustration af, hvad man kunne kalde “kreativitetens væsen”. Jeg sammenligner en gang i mellem kreativitet med det at opdage, at man har et hul i en sok. Bortset fra det socialt “uheldige” i at have hul i sin sok, så er hullet en mulighed. Man kan dels kigge paa det og måske finde ud af, at det ligner noget interessant, men man kan ogsaa trække i det – gøre det større endsige føle sig fristet til at lave endnu et hul eller to i sokken, nu hvor man er i gang… og pludselig ligner sokken noget helt andet, og hullerne er blevet til lysende planeter i et sokkens kosmos… eller, hvad ens fantasi nu måtte finde på… Man kunne tale om en kæde af associationer forbundet med aktiv handlen, af en evne til at finde et potentiale i det, der gives, tilføjes og til at bygge videre på det.

Bentes værk har i de sidste 12-13 år udviklet sig qua en blanding af idéer, vilje og associationsrækker, hvor den ene skulptur synes at give impulsen og inspirationen til den følgende indenfor en forudbestemt tematik, som har bevæget sig fra krukken, træer og buske, over vand, geologi, klipper og senest til skyer – men altid med en fællesnævner liggende i feltet ”natur/kultur”.

På den baggrund er det ikke overraskende, at Bente nu gennem snart 5 år har skabt som en keramikkens “Lucy in the sky”. Resultatet er blevet en imponerende udforskning af skyers og vejrligs bevægelser og imaginære potentiale og dette i et materiale, der om noget er væsensforskelligt fra skyers vat-lette og omskiftelige natur… Den blanding af disciplin og stramhed i selve metoden – en form for perfektionisme – altsaa kontrol og intention - møder her en legende nysgerrighed, en rørende betagelse, når skaberen med en form for lykkelig hjælpeløshed konstaterer, at materialet af og til er  “freaket ud”,  gået grasat. Skyerne har sat sig i bevægelse, og glasuren er efter et hav af tests endt et fortvivlende vidunderligt, nyt sted, som man kun kan håbe, at man med snedig afkodning kan formå at genskabe, - hvis man ellers vil…. Andre gange er lykken, at alt gik, som Bente havde forudset og ønsket.

Den foreløbige kulmination af Lucy og Bentes samarbejde er Cumulonimbus serien, som vi i dag kan tage i øjensyn. Enorme lagdelte, lodrette strukturer af ler – lige som cumulonimbus skyerne er en vertical videreudvikling af de mere lette og flygtige cumulusskyer. Det vi meget sigende kalder “lammeskyer” for at beskrive en skrøbelig, fluktuerende, blid krussedullestruktur… Bente er her ovre i det ultimative skyfelt, for cumulonimbus skyer er ikke noget at spøge med. De kan være begyndelsen til det, der senere bliver til torden og tornadoer og i deres indre krydses opadgående og nedadgående strømme… Vi beskuere kan nyde, at vi ganske undtagelsesvist er på højde med skyerne, hvilket vi ellers kun kan opleve, når vi sidder i en flyvemaskine. - Og endda, for i flyveren kan vi ikke røre ved skyerne. For at prøve det, må vi springe ud med faldskærm! Disse nye værker er en form for samlesæt, - et påskud for at kunne stable en masse ler ovenpå hinanden! - Noget Bente godt kan lide! Sky-samlesættene er for de flestes vedkommende blevet til ved, at Bente har kumuleret flere skylag omkring en central bærende akse, der skyder op fra en fod, med en ottekantet eller firkantet form. Aksen og foden sikrer den balance og forankring, som er det springende punkt i alt arbejde med keramik, hvor lerets vægt og tyngdekraften mødes …  Fodens definerede form forbinder til såvel skulpturens som brugskunstens historie. Glasuren er både farve, stoflighed og bindeelement mellem de uafhængige ophobede sky-dele. Den løber i visse tilfælde fra det ene sky-niveau til det andet, og tilfører hermed en dynamik, en bevægelse til det som udgangspunkt statiske, brændte ler… Dynamik og dramatisk suspense er noget, der karakteriserer Bentes arbejde, noget hun søger efter. Hun beskriver selv med en blanding af begejstring og fortvivlelse, hvordan hun bruger timevis på at bygge op vel vidende, at man ikke ved, hvad man har eller får, førend det er blevet brændt. I denne permanent relative usikkerhedszone kan man lave nye materialer og gøre opdagelser, som sender arbejdet et helt andet sted hen, derhen, hvor leret næsten ikke er ler længere. Jeg ved, at Bente i arbejdet med disse nye skulpturer har været optaget af en søgen efter noget syntetisk, af farven og af farvens lethed. Det har været en del af udfordringen at spille op til neonlyset i udstillingslokalet… Resultatet er blevet nye farver, en optisk hvid, en syrlig gul, en dyb fløjlsagtig lilla og en koralrød, der stryger sig hen over hvide flader med samme flygtighed, som en let berøring, et kærtegn. Den røde er der og er der næsten ikke. Vi finder ligeledes koboltblå, - den farve, der som en påmindelse om porcelænets historie har været tilstede i hele Bentes arbejde med skyer. Det er den blå times melankolske tone, en særligt lysende intensitet- som de solnedgange, hvor vi når igennem hele spektret, inden der holdes lukketid for solen, og mørket for alvor tager over.
Den hvide farve krakelerer som en hud, der ikke ganske formår at lukke om det, den er membran for. Hermed antydes, at det, den næsten dækker, er i bevægelse, at sky-strukturen er i gang med at omdanne sig…
Men et er, hvad vi ser med øjet. Også andre sanser stimuleres… Smagsløgene løber i vand ved synet af Bentes værker, for de oftest marshmallowagtige farver inspirerer søde, bløde og sprøde associationer. Også sensualiteten er sat stævne: Ikke alene har vi lyst til at røre, men farverne og deres lethed bringer tankerne til kroppen, huden, dens rødmen og til fornemmelsen af blomsterkronblades særlige stoflighed. Det visuelle kobler her til noget følelsesmæssigt, noget sensorielt. Vi møder den dualitet eller snarere pluralitet, som er karakteristisk for Bentes værker, tematikken uafhængig. Der er aldrig bare et register, en reference. Nej, der er et givet emne og alt det ekstra, der tilbydes qua døre, som åbnes af subtile detaljer i stoflighed, form og farve.

Efter denne konstatering står blot tilbage at opfordre de tilstedeværende til at deltage i Bentes formidable og overdådige sky-flugt; til at foretage den mentale øvelse, der består i imaginært at lægge sig ned og lade sig rive med i farver og formers drift, dannelser og metamorfoser… Bente har med sine sprudlende cumulo-nimbusser, givet os transportmidlet til en rejse ud i fantasiens uendelige Wonderland. Her kan vi blive høje på farve, klatre i mægtige blomsterkroner, smyge os i couture med cumulus-kniplinger, møde luft-fontæner og kæmpende vatspiraler. - Med andre ord - få vakt homo ludens, de små grå og skabe vibration i mere poetiske lag og dette via kunstneriske greb som imitation, repræsentation og hilsner til formens historie,  - både den nordiske og fjerne horisonters.

Velkommen og RIGTIG GOD REJSE!

Maria Lund