Udstillingen åbnes af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for
Kunst
Marianne Krumbach og Karen Kitani Harsbo
Karen Kitani Harsbo
Marianne Krumbach
Karen K Harsbo og Marianne Krumbach: Ud og Hjem
Åbningstale d. 20.11. 2014 k. 17.
Keramik er et materiale eller en teknik med nærmest uudtømmelige anvendelsesmuligheder. Det er langt inde i kroppen, når det anvendes i hofteproteser, tæt på hverdagslivet når det bruges i husholdningen, i arkitekturen og i bilens tændrør, og er i øvrigt en uundværlig del af industriens produktionsapparat - og det langt ude i rummet, når det anvendes til beklædning af rumfærger og satellitter. Keramik kommer vidt omkring. Keramik rejser.
Men fra keramikken er der aldrig langt tilbage til udgangspunktet, til jorden, nærmere bestemt: til leret. For det er det vi taler om, når vi taler om keramik: brændt ler, ler, den mest mineralske del af jordlaget, der udsat for høje temperaturer bliver hårdt og ekstrem holdbart samtidig med at det har en skrøbelighed, der betyder at det kan smuldre og blive til mineralsk støv. Dets udgangspunkt i det formbare og billige ler er uden tvivl også grunden til, at keramik gennem næsten 7.000 år har været en udbredt teknik og et materiale, som kunne indgå i det praktiske, dagligdags liv. Dets formbarhed, kombineret med en høj bestandighed, har gjort og gør det stadigvæk ekstremt egnet til at modtage og bære allehånde menneskelige aftryk, i form af såvel dekorative og ornamentale som symbolske tegn. Som små talende kroppe, der næsten forlænger menneskets egen krop. Keramik har således fra starten tjent både praktiske, kommunikative og æstetiske formål.
Keramik er praktisk æstetisk, tæt på hånden, ofte også tæt på hjemmet. Keramik kan være – og har i årtusinder været – brug og form: På den ene side knyttet til behov for opbevaring, beskyttelse og transport, uløseligt forbundet med både husligt arbejde og bevægelse gennem tid og rum, og på den anden side et redskab til kommunikation og udsmykning, som bærer billeder, ornamenter, skrift og andre tegn, der fortæller om den keramiske forms indhold, funktion, bevægelsesmønster eller værdi.
Når to keramikere og keramisk arbejdende kunstnere som Karen K Harsbo og Marianne Krumbach arbejder med brændt ler, befinder vi os ikke længere inden for den funktionelle keramiks område. Men keramikkens historie, dens udvikling, dens kulturelle funktion er alligevel til stede som en del af materialet. Udstillingen Ud og Hjem refererer til de to projekters tematiske arbejde med to territorier: Det hjemlige, intime territorium og det større territorium, som er rejsens, det åbne landskab, kortet, drømmen om bevægelse mellem steder i et udstrakt rum. Men Ud og Hjem hentyder, i mine øjne, også til den grundlæggende funktion som keramikken – og jeg vil gå lidt videre og påstå – kunsten generelt har haft i den menneskelige kultur: dels som artefakter, der indgår i dannelsen og opretholdelsen af samfund – formgivne, undertiden også funktionsbestemte objekter som er formet af mennesker og som cirkulerer mellem mennesker og binder dem sammen – og dels som semiotiske beholder, der kommunikerer på tværs af tid og steder, udtrykker og bærer tegn og som derved leverer symboler og indhold til samfundet og kulturen.
Ud og Hjem taler på den måde også om en basal sammenhæng mellem objekter og bevægelse, mellem kunst og teknologi, mellem håndværk og imagination. Den engelske antropolog Tim Ingold (f.eks. i bogen The Perception of the Environment) har i sit arbejde beskrevet nogle af de tætte sammenhænge, der må eksistere mellem mennesker, objekter, landskaber og handlinger og tager udgangspunkt i den antagelse, at alt hvad vi formgiver, inklusive vores sprog, er løsninger på problemer og forestillinger, der altid bliver til i sammenhæng med, i mødet med, en virkelig verden, hvori der indgår andre personer, objekter og relationer. Med denne antagelse følger en anden, nemlig: Når vi laver og former noget, laver og former vi samtidig os selv som mennesker – det menneskelige som sådan er ikke givet før det at lave, at forme – det menneskelige bliver til igennem det og dannes på den måde i en vis forstand hele tiden. Vi er ikke mennesker, vi bliver mennesker – eller rettere vi bliver det aldrig helt, for projektet er uendeligt. Der er ikke noget endemål.
Vores kunst er, ligesom vores liv, både ude og hjemme: vi er altid i gang med at forme noget ud fra et materiale, men idet vi former, idet vi formgiver, er vi også i interaktion: med verden, med sproget, med mennesker, med genstande, med materialer. I dette møde er vi ude: ude af os selv, ude af det sted som kroppen er, ude af vores hjem. Omvendt kan også sige at vi altid er lidt hjemme: vi forlader aldrig vores krop, vores erindring, vores sted i verden, hvorfra vi og kun vi ser tingene. Forholdet mellem ude og hjemme er således betragtet lidt mere kompliceret end ofte antaget.
Hvad angår keramikken, herunder også keramisk arbejde som kunst, der kan abstrahere lidt fra den brugsfunktion, dette materiale ofte har i vores kultur, så rummer den i sig selv dette væv af sammenhænge mellem at lave, at bo og at rejse, mellem at percipere verden gennem mødet med den og at kommunikere og danne sig som menneske og som kultur gennem produktion og cirkulationen af objekter der rejser fra hånd til hånd. Keramikken, både hvad angår dens bredspektrede anvendelser inden for industri, transport, arkitektur og husholdning, og hvad angår dens udspring i den manuelle formgivning, tilført lag af æstetisk kommunikation, er uhyre interessant at studere som inkarnationen af de intrikate sammenhænge mellem kunst, teknologi og imagination som findes overalt i vores samfund, og som kunsten, som det måske eneste sted, kan tydeliggøre, reflektere over og holde os fast på – i modsætning til de rene pragmatiske funktioners område inden for teknologien, der altid vil være mere blind for sådanne forbindelser.
’Ud og Hjem’ handler om noget så basalt og dog så abstrakt som hvordan objekter omkring os er mere end blot en gang for alle definerede funktioner og praktiske løsninger, men også er udtryk, form, kommunikation, tegn. Og samtidig om hvordan tegnene i vores verden, udtrykkene, som vi kommunikerer med, er blevet til i et møde med og en rejse igennem en virkelig verden sammensat af virkelige udfordringer og virkelige, konkrete problemer: Keramikken er mere end noget andet stedet hvor vi har mulighed for at studerede – og hvor kunstnere fra forskellige synvinkler kan undersøge – hvordan vores liv bliver til gennem vores gøren og vores laven – i en verden af materialer og genstande.
Med keramikken bliver vi gjort opmærksomme på, at vi altid er lidt hjemme – selv om vi hele tiden er ude af os selv.
Men fra keramikken er der aldrig langt tilbage til udgangspunktet, til jorden, nærmere bestemt: til leret. For det er det vi taler om, når vi taler om keramik: brændt ler, ler, den mest mineralske del af jordlaget, der udsat for høje temperaturer bliver hårdt og ekstrem holdbart samtidig med at det har en skrøbelighed, der betyder at det kan smuldre og blive til mineralsk støv. Dets udgangspunkt i det formbare og billige ler er uden tvivl også grunden til, at keramik gennem næsten 7.000 år har været en udbredt teknik og et materiale, som kunne indgå i det praktiske, dagligdags liv. Dets formbarhed, kombineret med en høj bestandighed, har gjort og gør det stadigvæk ekstremt egnet til at modtage og bære allehånde menneskelige aftryk, i form af såvel dekorative og ornamentale som symbolske tegn. Som små talende kroppe, der næsten forlænger menneskets egen krop. Keramik har således fra starten tjent både praktiske, kommunikative og æstetiske formål.
Keramik er praktisk æstetisk, tæt på hånden, ofte også tæt på hjemmet. Keramik kan være – og har i årtusinder været – brug og form: På den ene side knyttet til behov for opbevaring, beskyttelse og transport, uløseligt forbundet med både husligt arbejde og bevægelse gennem tid og rum, og på den anden side et redskab til kommunikation og udsmykning, som bærer billeder, ornamenter, skrift og andre tegn, der fortæller om den keramiske forms indhold, funktion, bevægelsesmønster eller værdi.
Når to keramikere og keramisk arbejdende kunstnere som Karen K Harsbo og Marianne Krumbach arbejder med brændt ler, befinder vi os ikke længere inden for den funktionelle keramiks område. Men keramikkens historie, dens udvikling, dens kulturelle funktion er alligevel til stede som en del af materialet. Udstillingen Ud og Hjem refererer til de to projekters tematiske arbejde med to territorier: Det hjemlige, intime territorium og det større territorium, som er rejsens, det åbne landskab, kortet, drømmen om bevægelse mellem steder i et udstrakt rum. Men Ud og Hjem hentyder, i mine øjne, også til den grundlæggende funktion som keramikken – og jeg vil gå lidt videre og påstå – kunsten generelt har haft i den menneskelige kultur: dels som artefakter, der indgår i dannelsen og opretholdelsen af samfund – formgivne, undertiden også funktionsbestemte objekter som er formet af mennesker og som cirkulerer mellem mennesker og binder dem sammen – og dels som semiotiske beholder, der kommunikerer på tværs af tid og steder, udtrykker og bærer tegn og som derved leverer symboler og indhold til samfundet og kulturen.
Ud og Hjem taler på den måde også om en basal sammenhæng mellem objekter og bevægelse, mellem kunst og teknologi, mellem håndværk og imagination. Den engelske antropolog Tim Ingold (f.eks. i bogen The Perception of the Environment) har i sit arbejde beskrevet nogle af de tætte sammenhænge, der må eksistere mellem mennesker, objekter, landskaber og handlinger og tager udgangspunkt i den antagelse, at alt hvad vi formgiver, inklusive vores sprog, er løsninger på problemer og forestillinger, der altid bliver til i sammenhæng med, i mødet med, en virkelig verden, hvori der indgår andre personer, objekter og relationer. Med denne antagelse følger en anden, nemlig: Når vi laver og former noget, laver og former vi samtidig os selv som mennesker – det menneskelige som sådan er ikke givet før det at lave, at forme – det menneskelige bliver til igennem det og dannes på den måde i en vis forstand hele tiden. Vi er ikke mennesker, vi bliver mennesker – eller rettere vi bliver det aldrig helt, for projektet er uendeligt. Der er ikke noget endemål.
Vores kunst er, ligesom vores liv, både ude og hjemme: vi er altid i gang med at forme noget ud fra et materiale, men idet vi former, idet vi formgiver, er vi også i interaktion: med verden, med sproget, med mennesker, med genstande, med materialer. I dette møde er vi ude: ude af os selv, ude af det sted som kroppen er, ude af vores hjem. Omvendt kan også sige at vi altid er lidt hjemme: vi forlader aldrig vores krop, vores erindring, vores sted i verden, hvorfra vi og kun vi ser tingene. Forholdet mellem ude og hjemme er således betragtet lidt mere kompliceret end ofte antaget.
Hvad angår keramikken, herunder også keramisk arbejde som kunst, der kan abstrahere lidt fra den brugsfunktion, dette materiale ofte har i vores kultur, så rummer den i sig selv dette væv af sammenhænge mellem at lave, at bo og at rejse, mellem at percipere verden gennem mødet med den og at kommunikere og danne sig som menneske og som kultur gennem produktion og cirkulationen af objekter der rejser fra hånd til hånd. Keramikken, både hvad angår dens bredspektrede anvendelser inden for industri, transport, arkitektur og husholdning, og hvad angår dens udspring i den manuelle formgivning, tilført lag af æstetisk kommunikation, er uhyre interessant at studere som inkarnationen af de intrikate sammenhænge mellem kunst, teknologi og imagination som findes overalt i vores samfund, og som kunsten, som det måske eneste sted, kan tydeliggøre, reflektere over og holde os fast på – i modsætning til de rene pragmatiske funktioners område inden for teknologien, der altid vil være mere blind for sådanne forbindelser.
’Ud og Hjem’ handler om noget så basalt og dog så abstrakt som hvordan objekter omkring os er mere end blot en gang for alle definerede funktioner og praktiske løsninger, men også er udtryk, form, kommunikation, tegn. Og samtidig om hvordan tegnene i vores verden, udtrykkene, som vi kommunikerer med, er blevet til i et møde med og en rejse igennem en virkelig verden sammensat af virkelige udfordringer og virkelige, konkrete problemer: Keramikken er mere end noget andet stedet hvor vi har mulighed for at studerede – og hvor kunstnere fra forskellige synvinkler kan undersøge – hvordan vores liv bliver til gennem vores gøren og vores laven – i en verden af materialer og genstande.
Med keramikken bliver vi gjort opmærksomme på, at vi altid er lidt hjemme – selv om vi hele tiden er ude af os selv.
Mikkel Bogh
