Artist Talk med Christin Johansson lørdag den 24. november 2012

  Christin Johansson

  Digter og forfatter David Læby og Christin Johansson

 Augustine?

Christin Johansson: Her Alter Ego Universe. Housewarming torsdag den 22. november 2012

Holbæk Garden ankommer

Augustine i vinduet

Aftenens vært Patrik Freij byder velkommen

Dennis Agerblads Trash Drag Show

Trapez artisten Signe Anderskov

Slangemennesket Michiel Tange van Leeuwen

Harpespilleren Nina Schlemm

Artist Talk med Anne Tophøj og Marianne Nielsen 27/10 - 2012

Marianne Nielsen

Anne Tophøj

Marianne Nielsen: Engkabbeleje

Anne Tophøj: Fiktil 12.3. tall 1-12

Anne Tophøj:  Fiktil 12.3. fad 12

Marianne Nielsen: Græs

Marianne Nielsen: Bælg

Ane Fabricius Christiansen viser nyt katalog

Silent auction på toilettet!

Anne Tophøj og Marianne Nielsen: Elitær Folklore. Fernisering 25. oktober 2012

Anne Tophøj og Marianne Nielsen arrangerer ferniserings-buffet på Annes tallerkener

Anne Tophøj, Marianne Nielsen og Louise Mazanti

  Louise Mazanti holder åbningstale

Anne Tophøj og Steen Lykke Madsen 

Anne Tophøj fortæller for sine studerende fra SuperFormLab

 Anders Ruhwald og Steen Ipsen

Åbningstale, Copenhagen Ceramics, 25.10.12

ved Louise Mazanti, Phd, skribent og underviser

Folkloristisk Elitisme: Marianne Nielsen & Anne Tophøj

”Det er hvad det er”

Jeg har kaldt denne her åbningstale for ”det er hvad det er”. Det var det, Anne Tophøj sagde i telefonen, da hun spurgte om jeg ville åbne den, og briefede mig op på udstillingen. ….”Det er hvad det er.”….

Der er ét eller andet meget, meget Anne Tophøj’sk og Marianne Nielsen’sk over den måde at udtrykke sig på. ”Det er hvad det er”. Man kan næsten høre dem sige det. Pokerface, helt stiv overlæbe og så alligevel en helt totalt spillevende kluklatter inde bagved. Anne og Marianne ved nemlig godt hvad der er. Det er nemlig helt vildt meget. Detder med at det er hvad det er, det kunne nemlig godt misforståes med jantejovens ”nu skal du ikke komme for godt i gang”. Det er bare lige lidt ’blade’ og lidt ’fade’ og lidt ’blomster’ og lidt ’kranier’ og sådan…. Ikke noget særligt, hvis man ikke kigger godt efter. Og slet ikke noget med en dybere mening.

Men hov! Allerede ved udstillingens titel har jeg altså gennemskuet dem! ”Elitær Folklore.” Okay! Der er noget på spil her. Der er en leg med ord. Der er slået en tone som på én gang er humoristisk og modsætningsfyldt. Det er måske nok hvad det der, men der er rigtig mange lag at afkode, allerede inden vi er kommet ind af døren. ”Elitær folklore”, hedder udstillingen. Den hedder ikke ”Snobbede hverdagsting”. Der er en næsten akademisk distance i den måde at udtrykke sig, der samtidig bliver totalt dekonstrueret, fordi ordspillet er så modsætningsfyldt, at det bliver humoristisk. Og så er der alligevel et gran af sandhed i det med det akademiske, fordi Marianne Nielsen og Anne Tophøj  faktisk går til opgaven som to videnskabskvinder, der udforsker et felt. De er som to etnografer der går ud i hver deres forskningsfelt og ser hvad der sker, når de begynder at rode op i de kulturelle betydninger.

…. Og de ved faktisk meget godt hvad det er de gør. De er begge to fuldkommen på det rene med, at de hver især stikker fingrene i leret, og trækker ting op til overfladen, som vi ellers ikke ville have fået øje på. Betydninger der ligger i noget vi genkender, men som pludselig fortæller en helt ny historie.

Folklore er jo netop et næsten videnskabeligt begreb for de ting, der befinder sig indenfor en bestemt kulturhorisont. Det er kultur, vi taler om: Her hvor det er menneskets gøren og laden, der er omdrejningspunktet. Her hvor mennesket adskiller sig fra sine naturlige omgivelser ved at transformere dem med sin bevidsthed. Jo – ganske vist er hænderne også i brug, men det er kun fordi vi har en mere vågen bevidsthed, at behovet for at give omgivelserne en menneskelig form overhovedet opstår. I bund og grund handler kultur derfor om hvordan vi som mennesker tillægger ting betydning.

På den måde kan man forstå ”det er hvad det er” lige præcis sådan: At alt kan aflæses på forskellige niveauer – alt efter hvilken betydning man SELV tillægger det. Det eksisterer i sin eget ret, men det får først sin betydning i det man gør det til.

Og det er lige præcis her, Marianne Nielsen og Anne Tophøj sætter ind. De udvælger sit et område – fade eller blomster – transformerer dem og lægger dermed nogle lag ind over der gør, at vi ikke kan undgå at se på det med nye briller.

Og det er ikke hvilket som helst område, de to keramikere har valgt at arbejde med. Blomster og genstande til bordet er hver for sig to områder, der for det første er overset i kunsten, og for det andet er genstandsområder der hører til de allermest almindelige. Det er ikke områder, hvor man forventer at hente de dybere eksistentielle betydninger, med andre ord.

Men nu skal vi jo lige huske på, at ”det er hvad det er”, og når det passerer igennem Marianne Nielsen og Anne Tophøjs filter viser det sig, at det er meget mere end bare lige..

For Marianne Nielsens vedkommende har hun med noget der ligner et fuldkommen simpelt greb genskabt en serie af planter og blomster, ret naturtro, det er sådan set det. ….Og alligevel ikke, selvfølgelig. Ved at være genskabt i keramik – et helt nyt materiale – skærpes blikket for det vi ser og sanser. Det er ikke bare en blomst. Det er et stykke keramik der ligner en blomst. Og hvordan er det så den ser ud? Vi stoppes ganske enkelt i vores aflæsning af noget genkendeligt, fordi transformeringen af materiale fremhæver noget helt andet. Blomsten repræsenterer på en gang det næsten ypperligste i naturen, og på samme tid en fuldkommen nedslidt skønhed- og kærlighedsskliché. Mennesket tillægger dem altså nogen betydninger, som de egentlig ikke rummer i sig selv.  På denher udstilling får blomsterne lov at stå helt for sig selv, så vi fuldkommen klart kan betragte dem som de ting, vi har gjort dem til. Ting, revet ud af én sammenhæng og sat ind i en anden, og dermed måske også som ting, vi for første gang i virkeligheden SER, fordi vi ikke kan placere dem i den vante boks af forståelse som vi plejer.

Anne Tophøj, på den anden side, stikker fingrene direkte ind i eksistensen, når hun fremstiller keramiske fade og tallerkner, der afbilleder kranier. Bag dette umiddelbare lag af humor ligger en dyb reference til menneskets essentielle grundvilkår i at være samlet omkring og defineret af det daglige måltid. Måltidet betyder bogstavelig talt liv eller død, og tallerknen eller fadet er det der gør, at vi hæver os over naturen/dyreriget i den måde vi indtager føde. Det er altså nogle helt essentielle almenmenneskelig og kulturelle erfaringer, Anne Tophøj henviser til. Samtidig er de også en helt konkret undersøgelse af, hvordan man kan forskyde forskellige former på en flade og danne et billede der bliver genkendeligt som et kulturelt symbol. Det kommer selvfølgelig til at stille spørgsmålet om tallerkenernes funktion, når den i virkeligheden fungerer som billede. Hvad skal man spise af deher tallerkner, og i hvilken sammenhæng? Man kan derfor sige, at tallerkenerne bliver dem der definerer sammenhængen – de indgår ikke bare som passive – oversete - objekter. De er hvad der er. I deres egen ret. Og vi må derfor rette ind efter dem.

På den måde kan man sige, at udstillingen samlet set kommunikerer en interesse for hvad der sker, når noget fjernes fra én sammenhæng og sættes ind i en anden. Vores blik skærpes. Vores sansning. Vores opmærksomhed mod hvordan vi skaber mening ud af sansningen. Og dermed opmærksomheden overfor, hvordan vi giver mening til vores omgivelser. Det er ikke en lille ting… Faktisk er det forudsætningen for at være i verden  som et reflekteret menneske, at man ikke bare tager det givne for gode varer, men netop ser ind i alle de betydninger der er indlejret, selv i det allermest almindelige, genkendelige og hverdagsagtige vi kan finde. Selv på en torsdag eftermiddag i Smallegade. Når du tager  en tallerken ud af køkkenskabet senere i aften, eller når du griber en buket blomster på vej hjem vil du vide, at du har at gøre med symboler, der er dybt indlejret i vores kultur og bevidsthed som mennesker. – Og så er det ellers bare om at gå på jagt – med åbne øjne og åbne sanser, efter den rigdom af betydninger, vi lige har fået åbnet øjnene op for.

Rigtig mange tak for det, Anne og Marianne. Og tillykke med udstillingen!

Louise Mazanti

Martin Bodilsen Kaldahl: Other Objects. Fernisering 27. september 2012

Bente Skjøttgaard præsenterer åbningstaleren Lars Dybdahl og fortæller at Copenhagen Ceramics har fået fondsmidler til at fortsætte i 2013!

  Lars Dybdahl åbner udstillingen

 Martin Bodilsen Kaldahl, Lars Dybdahl og Jytte Høy

Martin Bodilsen Kaldahl:`King of Knots´ 2012 

Jytte Høy og Birgitte Jahn

Lars Dybdahl og Bodil Busk Laursen

 Martin Bodilsen Kaldahl og Karen Kjærgaard

TALE VED ÅBNINGEN AF 

MARTIN BODILSENS KALDAHLS S UDSTILLING:

’OTHER OBJECTS’ I COPENHAGEN CERAMICS 27.9.12

Lars Dybdahl, Designmuseum Danmark

Også i Danmark har vi i de seneste årtier oplevet, hvordan grænselandet mellem kunst, kunsthåndværk og design har været – og stadig bliver – tæppebombet med udforskninger og forskydninger, med erobringer og proklamationer både i forhold til materialer, formmæssige spørgsmål og konceptuelle eller fortællende positioner.

Og kunsthåndværket som social og æstetisk modbevægelse til alt det industrielle og formålsrationelle er i samme postmoderne periode visnet hen. Til gunst for den selvbevidste tendens, der opfatter kunsthåndværket som helt fri kunst. Og det i en grad, hvor man nu gerne suverænt slipper enhver retorisk reference til brugsformer og funktionalitet og måske også bringer nye teknologier og materialer i udfordrende samspil.

De objekter – Other Objects – som vi i dag ser på Martin Bodilsen Kaldahls nye udstilling, kan i høj grad aflæses som manifestationer af en sådan helt kunstnerisk fri opfattelse. Den kunstnerisk frie position kan ved den ene pol være episk fortællende, narrativ – her kan keramikerens kunstner-ego have en skulpturaliseret historie på hjerte, og ved den anden pol, som vi altid har set det hos Martin, have et stærkt fokus på det rent formelle og det visuelle.

Ved denne pol er kunstner-egoet ikke så styrende for aflæsningen – tolkningen og associationerne lægges i højere grad over på betragteren af det keramiske objekt – som vi netop oplever det på Martins udstilling. Og typisk for dette er titlerne på Martins keramik bestemt ikke overspillede og dirigerende, mere konstaterende og ret neutrale. Men vær opmærksom på titlerne på objekterne i dag – de antyder måske en forandring.  

Vi kender Martins produktion med tingenes organiske, elastiske former og stramme, grafiske dekorationer af ornamental karakter. Vi erindrer også den geometriske prægnans i de skarpe afskæringer på hans organisk formede værker og de skarptrukne grænselinjer mellem objekternes glaserede og uglaserede partier. Ligesom vi kender hans udtryksstærke arbejde med det rytmiske. I alt dette har vi oplevet objekterne som animerede, vitale former med poetisk korrespondance til menneskekroppen, følelserne og vores mentale tilstande. 

Meget af dette oplever vi også i Martins ting i dag, men det er i iøjnefaldende, at beholderformer er helt fraværende som reference. Den abstrakte krukke som medie for kunstneriske friløb er ikke aktuel i tingene foran os, den formbearbejdede og dekorerede beholder har forvandlet sig til autonom skulptur.  

Som udstillingens objekter står på deres afstemte, farvesatte skiver agerer de på to tematiske felter: der er knudeforløbene og der er træstammernes formfigurer.

Ornamentet, der tidligere på Martins ting har gået stramt i ét med formen i form af striberne, og senere bugtede sig ud på beholderformerne, agerer nu i knudeformerne som helt selvstændiggjorte objekter, der slynger sig i rummet og tidens fire dimensioner. Det er voluminøse knudeorganismer, hvis forløb ved nærmere eftersyn giver oplevelse af en vis ustabilitet.

Den store hvidglaserede knude skjuler, hvorledes den er konstrueret; mens den anden knude antyder forklaringen: den er bygget op af ekstruderede lerrør, skåret op i mindre stykker og sat sammen og derefter modelleret ud til en rumskabende sanselig kropslighed – husker I japaneren Tajiris store, monumentale knudeskulpturer fra 1960’erne – målt med kompleksiteten i Martins knuder var det rene spejderøvelser!

Det var Thorvald Bindesbøll, der introducerede modernitetens form- og tegnmæssige kompleksitet i den danske kunstnerkeramik. Tænk på hans sortlige, gule og cremehvide fade fra omkring 1900 – her blev gule firkanter og kantede og vinklede linieforløb til en form for installerede fremmedlegemer, en form for kultur over for det organiske i de ornamentslyngede forløb.

I dag ser vi en lignende konfrontation af natur og kultur i Martins træstammeskulpturer. Det kontraststærke møde mellem det tegn for natur, der ligger i Martins direkte afstøbning af træstammerne med deres knortede bark, og de tegn for kultur, træstammerne danner spændingsrige synteser med. Det er regulære geometriske genstandsformer, vi måske kan identificere som industrielle bygningskomponenter eller se som elementer af hverdagsagtig, industriel produktkultur. Kulturelle spor er også de brede fuger, der står som materielle spor efter afstøbningens egen proces, ligesom de metalliske sortblanke glasurer ligger langt fra enhver naturassociation.         

Martin vil måske nok selv forklare det som et arbejde med det rent formelle. Men byder de skakbrikagtige skulpturer sig ikke til med andre betydningsmuligheder? I hvert fald vækker de tanker, eksempelvis om kunsthåndværkets sammensatte position i dag:

Handler træstammeskulpturerne måske om umuligheden af den noget troskyldige naturdyrkelse i den gamle kunsthåndværksbevægelse og udtrykker de en ny selvbevidst overbevisning om kunsthåndværkets kunstneriske værdi? En overbevisning og en praksis, der bryder op fra det ørkesløse i kunsthåndværkets næsten misundelsesprægede og århundredegamle ambitioner i forhold til den frie billedkunst.

Og peger Martins ofte digitalt skitserede ting og deres nye ’industrielle komponenter’ ikke mod nye former for åbninger i kunsthåndværket, åbninger mod det hverdagslige, nu i kunsthåndværkets potentielle samspil med design og arkitektur. Her aftegner sig nye platforme, gjort muligt gennem de muterende materialers skelsættende nye potentialer og de animerende muligheder i den digitale teknologi som formpotenserende og afklarende værktøj.

  

Stort tillykke med dit værk Martin!