Udstillingen åbnes af Torben Sangild, kunstkritiker ved Politiken
og forsker i nutidig billedkunst og musik.
Torben Sangild og Esben Klemann
Esben Klemann: No title 2013
Kristine Tillge Lund og Emmanuel Boos
Emmanuel Boos: “Le big cube” with rust-iron glaze
Tale til åbningen af 'Systematic
Uncertainty' på Copenhagen Ceramics, februar 2013
Af Torben Sangild
Velkommen til åbningen af udstillingen 'Systematic
uncertainty' her på Copenhagen Ceramics.
And a special welcome to Emmanuel Boos, a French artist
living in London, who has enriched us with his beautiful and interesting glaze
experiments.
Udstillingens titel 'Systematic uncertainty' (systematisk
usikkerhed/uvished) er umidddelbart et paradoks, for vi plejer jo at lave
systemer for at sikre os noget; for at eliminere usikkerheder. Men en
systematisk usikkerhed (eller uvished) er jo så det man gør, når man
ekspeimenterer – både videnskabsmanden i sit laboratorium og kunstneren i sit
atelier.
'Eksperimenterende kunst' bliver tit brugt i flæng om
kunst, som ikke ligner traditionel kunst. Men hvis ordet 'eksperimenterende'
skal give mening, så er det lige præcis i den forstand, de to kunstnere her
arbejder, nemlig med systematiske usikkerheder.
Det handler om spændingen mellem at have kontrol over
materialet og så at miste kontrollen, når materialet tager over. At forme en
klump ler er jo nærmest indbgerebet af kontrol over materien med sine hænder.
Men samtidig er det at brænde leret et stort kontroltab. Så i den keramiske
proces bevæger man sig meget konkret fra kontrol til kontroltab – fra sikkerhed
til usikkerhed.
Den systematiske usikkerhed hos Emmanuel Boos består i, at
han bevidst (og netop systematisk) arbejder med det usikre i glasuren. Hvis I
kigger herovre på gulvet kan I se en masse små skulpturer i forskellige farver
og nuancer. De grupperer sig i grupper af fire, som har fået de samme glasurer,
men under en lille smule forskellige omstændigheder. Det er en måde at
eksperimentere systematisk med det usikre på.
På samme måde med Esben Kleemanns skulpturer, hvor de
fleste har gitterstrukturen som udgangspunkt. Gitteret kender man jo snarere
fra arkitekturen end fra keramikken – og det er med god grund. Hvis man skal
konstruere en bygning med stålskelet, er det meget smart med en gitterstruktur,
for den er meget stabil og lige til at gå til. Den er sikker. Men i keramikken
er gitteret en meget ustabil form. Den usikkerhed udnytter Kleemann systematisk
i sine eksperimenter, hvor skulpturerne tager livtag med tyngdekraften på alle
mulige måder.
Skal man sammenligne de to, kunne man sige, at Esben
Kleemann arbejder med konstruktion og Emmanuel Boos med overfladen. Det er i
hvert fald dér, de hver især lægger vægten og fokuset. Boos' skulpturer er så
lækre at se på, at man næsten har lyst til at spise dem (i hvert fald nogle af
dem), og Kleemanns er som smeltet arkitektur. Men der er alligevel en dialog,
for Kleemann arbejder også med glasur (og er mere kulørt end han plejer), og
Boos arbejder naturligvis også med strukturer og også med dybde i teoretisk forstand
(phd-projekt om glasur, dybde og poesi). Så på den måde ender det alligevel i
lykkelig forening.
Torben Sangild